HENRIK KOLD FANDT VARMEN I SEJLSPORT

Udskriv

Henrik Kold fra Kerteminde Sejlklub reflekterer over et liv på vandet. Sejlsporten har budt på meget, men først og fremmest har den givet ham fantastiske venskaber og oplevelser, han aldrig glemmer.

Af Daniel Tidemann

65-årige Henrik Kold har bogstaveligt talt været på vandet, lige så længe kan han huske. Eventyret startede, da han som 5-årig blev introduceret til sin fars egen hjemmebyggede jolle. Og allerede før hans første runde fødselsdag fik han sin egen Optimistjolle, og siden da har Henrik Kold ikke kigget sig tilbage. Sejlsporten er blevet hans liv.

Venskaber på vandet

På trods af at have vundet adskillige DM-titler og guldpokaler i årenes løb, er det de fantastiske venskaber og bekendtskaber fra livet på vandet, der står klarest tilbage, når Henrik reflekterer over livet på vandet. Sejlsport er mere end bare en sport. For Henrik blev det en livsstil. “Sejlsporten går i blodet, og det gør den for rigtig mange. Især hvis man kommer i gang i en ung alder. Man bliver bidt af det, og folk bliver hængende i sejlsporten igennem hele livet,” fortæller Henrik Kold. Det er særligt kammeratskaberne fra livet i sejlsporten, der får mange til at blive hængende. “Det bedste, sejlsporten har givet mig, er utroligt gode kammerater, for man møder virkelig mange spændende mennesker. Man konkurrerer benhårdt på banen, men når man kommer i land, er man først og fremmest gode kammerater.” Henrik har selv prøvet flere end 10 forskellige bådklasser gennem tiden, men han er altid vendt tilbage til Folkebåden. “Der er en speciel ånd og et specielt sammenhold i Folkebåden. Man hygger sig virkelig med hinanden”.

Sejlsport blev til social arv

Selvom Henrik i dag har lagt rorpinden på hylden, lever familietraditionen videre i bedste velgående hos hans døtre. To ud af hans tre døtre er trådt i fars fodspor og sejler selv den dag i dag. Det vækker glæde hos Henrik. “Det betyder rigtig meget for mig, at mine piger er blevet glade for at sejle,” siger Henrik Kold. Et helt liv på vandet har kastet stor erfaring af sig – især når det kommer til trim og taktik – men på trods af det, påstår Henrik Kold, at han kender sin besøgstid, når det kommer til at rådgive døtrene. “Ja…. Ej, det er svært ikke at blande sig, men det skal man lade være med! Jeg har ikke så svært ved det,” lyder det med et stolt smil fra Henrik Kold. Selvom Henrik godt kan finde ud af ikke at blande sig for meget i døtrenes sejlads, er der naturligvis stadig plads til sportslig sparring far og døtre imellem. “De vil egentlig gerne have, at jeg siger nogle ting, men det er dem, der har kommandoen. Jeg har også sejlet lidt med dem, men det kan min ryg og nakke ikke rigtig holde til længere.” I efteråret 2019 købte Henrik og familien en gammel Folkebåd i meget dårlig stand. Målet var i fællesskab at totalrenovere den, og efter mange hundrede timers vinterarbejde, kunne båden søsættes i maj 2020. “At arbejde for og med mine piger hele vinteren om dette projekt og sejle med dem nogle gange i løbet af sæsonen 2020, hvor det var dem, der tog ansvaret og jeg bare nød at være med, har virkelig givet en fantastisk glæde,” fortæller Henrik Kold.

Folkebåden er for alle

Folkebåden er den mest udbredte 3-mands kølbåd i Nordeuropa. Ifølge Henrik er den ud fra et økonomisk perspektiv en ganske fornuftig investering, og derudover er Folkebåden garant for gode sommerferieture samt oplevelser, man ikke glemmer. Desværre er der, hvis man spørger Henrik, alt for få nye ansigter i miljøet. “Sejlsporten er desværre kørt rigtig meget ned ad bakke deltagermæssigt, så vi har brug for nogle nogle nye og unge ansigter i Folkebåden.” Henrik ærgrer sig over udviklingen i deltagerantallet. Ifølge ham appellerer Folkebåden nemlig netop til unge mennesker. “I Folkebåden kan du få lov at komme ud til nogle rigtig store stævner med mange deltagere. Der er et helt fantastisk fællesskab ude til de her stævner, og det skal de unge også ud at opleve.” Spørger man Henrik, har Folkebåden en unik kvalitet, som andre bådklasser ikke har. “Folkebåden er for ALLE. Den kan både sejles af drenge og piger, og så konkurrerer man mod hinanden på lige vilkår. Der er fantastisk konkurrence, men vi mangler desværre mere bredde i sejlsporten lige nu.” På trods af bekymringen, er der dog også håb at spore hos Henrik Kold. “Bare her i Kerteminde er der for nyligt kommet tre besætninger med unge mennesker, så de unge er måske på vej ind i sejlsporten igen. Alle os gamle folkebådssejlere er glade for, at der kommer nogle nye ind i klassen, og de vil blive taget imod med kyshånd!”