Ny alubom til FRIDA F DEN 1132

Som udgangspunkt synes jeg at den gode gamle træbom er den pæneste til båden, men efter at have knækket en bom på ” gamle FRIDA” og næsten knækket én på FRIDA, så besluttede jeg mig for at lave en alubom.

Profilen købte jeg hos John Mast og skar den til ved bomhalsen, så jeg kunne anvende det gamle bomhalsbeslag fra træbommen, – det er vist meget almindeligt. Dette beslag fik kappet vingerne og der blev påsvejst en frontplade svarende til det store hul i profilen. På denne frontplade blev svejst to vinger med samme afstand som profilen indvendig og med samme højde som profilen indvendig.

Herefter bores 2 huller gennem hver plade og profilen, M6 gevind i de to plader og frihul i profilen. Der er lige tilføjet to ekstra hulle med en ø6 mm  aksel mellem de to plader. Den skal bruge til en skive til tovværket for indvendig udhal. Der er desuden  svejst en ekstra tværpind på til fastgørelse af den faste part for udhalsblokkene.

Under skiven er den boret et rigeligt stort udgangshul for tovet til udhalet. Dette er via en blok i mastebøjlen ført til cockpit. På bomnokken ønskede jeg en afslutning der svarede til træbommen i både stil og facon.

Grunden er den at jeg havde set en masse ”nedstrygerafslutninger” og dem syntes jeg nu ikke særlig godt om. Jeg kappede profilen i samme vinkel som træbommen og så var der lige problemet med at få tildanne en pæn ”prop” til afslutning.

Nu var det så heldigt, at skolen jeg arbejder på netop havde anskaffet sig en 3D-printer, der kan printe et brugbart emne i ABS-plast. Så jeg måtte lige lave en tegning af afslutningen i et 3D CAD – program og printe den ud. Emnet følger bommens yderkontur og er hult indvendig med en godstykkelse på 5 mm. Det går 20 mm ind i bommen og der er udsparet for bommens ribber.

I den vandrette i ribbe i bunden af hulkelen er der skåret en frigang, der netop giver mulighed for at placere en skive og en aksle for udtrækslinen, der forbinder vogn (omtales senere) og det indvendige udhal. Jeg fandt lige ud af at der skulle bores et hul på tværs med en ø6 aksel lige som ved halsen. Til denne kunne jeg så fastgøre en retur- elastik for udhalet. I hulkelen tegnede jeg en indføring for sejlet i forneden. Den blev ligeledes printet i plast.

Og til udhalet lavede jeg en lille vogn bestående af en plade med et stort hul i toppen til et sjækkel og to huller i bunden to aksler med hver to hjul.  Disse hjul udfylder netop spillerummet i højde og bredde så vognen styres uden at slæbe på kanten af hulkelen.

Jeg fik bomprofilen anodiseret og efterfølgende blev hele molevitten sprøjtelakeret hvid. Nu var kun tilbage at samle herligheden med fireskåret udhal i form af løse blokke indvendig  og afstemme elastikken i  længde, så den selv kan trække halet ud igen og dermed gøre det let at flytte vognen frem. Og kære læser, nu sidder du nok og tænker ” det må sku da være en ingeniør eller en anden gal mand, der gider fylde så meget ind i en bom og gøre så meget ud af udseendet på afslutningen!” – og det er rigtig.

Har du overvejelser om et lignende design, så vil jeg gerne hjælpe. Ellers placér dig lige i hækken af mig ved næste kapsejlads, herfra kan du bedst se bommen.

Med venlig hilsen

Jørgen Rasmussen, Horsens
DEN 1132 Email: rasmine@stofanet.dk