UNG I FOLKEBÅD: Folkebåden er det perfekte afbræk fra studiet
Cecilie Hansen bruger langt de fleste af sine vågne timer på at skrive sit speciale i psykologi, men når bøgerne smækkes i, nyder hun at komme ud og sejle i Folkebåden. 
Af Daniel Tidemann
23-årige Cecilie Hansen er til daglig psykologistuderende ved Aarhus Universitet og er lige nu i gang med at skrive sit speciale. Hun bruger derfor mange timer med hovedet begravet i både bøger og computerskærm, men i Folkebåden har hun mulighed for at skifte metode og teori ud med vindspring og skiftende vejrforhold. Alt sammen noget, der er med til at give mindeværdige oplevelser, “Jeg elsker at komme ud og sejle og få vind og vand i ansigtet. Det giver virkelig en dejlig fornemmelse at kunne lade de ting, der er på land blive på landet, og så bare komme ud og være til stede i nuet og få noget frihed.” Cecilie har været på vandet, siden hun var et halvt år gammel, så sejlads har altid været en vigtig del af hendes liv. Hun nyder at komme ud at sejle og være sammen med de mennesker, hun holder af. “Selvom man kun har været på vandet i en time eller to, føles det altid som om, man har været væk meget længere. Det giver mig et mentalt frirum,” fortæller Cecilie Hansen.
Både kapsejlads og tursejlads kan noget
Selvom Cecilie elsker de mange kapsejladser i Folkebåden, har tursejlads også en helt særlig plads i hendes hjerte. “Jeg sejler en del tursejlads, og det har jeg sådan set gjort, siden jeg var helt lille. Da sejlede jeg tit rundt i Danmark med min onkel i hans Folkebåd, og det skal vi da helt bestemt også i år,” siger Cecilie Hansen. På trods af, at Cecilie nyder at sejle tursejlads med familie og venner, glæder hun sig også til at komme ud på kapsejladsbanerne igen. “Jeg håber, at vi kan komme ud til nogle stævner og sejle en masse kapsejlads. Jeg vil selvfølgelig gerne være med til så mange kapsejladser som muligt, og den del glæder jeg mig også rigtig meget til,” fortæller Cecilie Hansen
Læs eller genlæs forårets portrætartikel om Morten Henriksen
Folkebåden har sendt Morten Henriksen tilbage til barndommens bugt
Foto: Jens Lindholm
Morten Henriksen har som professionel sejlsportsaktør rejst verden rundt og kæmpet mod de bedste i flere forskellige klasser. Derfor kom det også som en overraskelse for mange, da han pludselig var at finde ved et klassemesterskab i Folkebåden. Årsagen skal findes i mere end bare sejlads.
af Kristian Jørgensen
Morten Henriksen har hånden på roret, mens Folkebåden glider smidigt gennem vandet på Kerteminde Bugt. Han spejder sig omkring. Noget må være galt, tænker han denne sommerdag i 2019. Med mange års erfaring fra blandt andet Snipe, Soling, Etchells, Matchrace og Melges 24, er han vant til høje knob, brusende bølger og hurtige hænder på rig, reb og ror. Morten Henriksen kigger sig omkring, mens de sydfynske bølger rammer bådens side. Og så går noget op for ham. “Jeg finder ud af, at der ikke er noget galt. Folkebåden sejler bare langsomt,” siger han med et grin og et glimt i øjet. “Hvis man skal sige det lidt pænt, så er det ikke fordi, at man ved at sejle Folkebåd får kriller i maven på samme måde, som når man prøver Rutschebanen i Tivoli. Folkebåden er en jævnt kedelig båd at sejle, men – og det men er rigtig stort – Folkebåden har givet mig nogle helt, helt andre oplevelser, som jeg ikke har haft i andre bådtyper,“ tilføjer Morten Henriksen. I 2020 vandt han et klassemesterskab i Folkebåden, og han er bestemt ikke færdig med klassen, slår han fast.
Den lange sejlerkarriere
Der skulle gå en del år, før den i dag 53-årige Morten Henriksen stiftede bekendtskab med Folkebåden. Spoler vi tiden helt tilbage, så startede sejlerkarrieren, da han som 6-årig fandt sig selv i en Optimistjolle, som hans far havde bygget til ham i familiens garage. Det blev startskuddet til tusindvis af timer på vandet. “I hele min barndom og ungdom var Kerteminde Sejlklub omdrejningspunktet for mig og min familie,” forklarer han. Og Morten Henriksen fandt hurtigt ud af, at han havde flair for sejladsen. Han var med til flere verdensmesterskaber og nordiske mesterskaber i Optimistjollen, ligesom han vandt et holdmesterskab og blev nummer 2 til et individuelt mesterskab. Dernæst fulgte et sidespring til Europajollen og X79, indtil muligheden for at sejle Soling opstod. Og her var det ikke hvem som helst, der ventede på kapsejladsbanerne.
Kamp om OL-pladser
En ung Jesper Bank havde nemlig også besluttet sig for at satse på Soling-klassen. I 1988 spurgte den senere sejlsportslegende, om Morten Henriksen ville være hans sparringspartner op mod OL i Seoul. Svaret var ja. Jesper Bank vandt bronze i Korea, hvorefter han og Henriksen begyndte at konkurrere om at komme med til de olympiske lege i 1992. “I de fire år op til OL i Barcelona kørte vi Europa tyndt og sejlede så meget, som vi overhovedet kunne. Desværre var Jesper Bank bedre end os, og vi kom derfor ikke med til legene. Men vi nåede et niveau, hvor vi var nummer 3 på verdensranglisten. Desværre fungerer sejlads ikke helt som ved 100 meter-løb, hvor der eksempelvis sagtens kan være tre amerikanere med til OL,” konstaterer Morten Henriksen, der senere kunne se Bank vinde OL-guldet. Sliddet har dog alligevel betalt sig, lyder det. “I de år, hvor jeg konkurrerede med Jesper Bank, sugede jeg enormt megen viden til mig omkring kompetitiv sejlads – både taktisk og teknisk. I den periode gik det for alvor op for mig, hvordan man konfigurerer en rig, ændrer faconen i et sejl og hvordan hele opsætningen har betydning. De fire år gav mig et meget højt basalt niveau i forhold til at sejle kapsejlads,“ siger han.
Et tilfældigt opkald
Soling blev et springbræt til Matchrace, en disciplin, som Morten Henriksen mestrede i en sådan grad, at han vandt Europamesterskabet i 1994, ligesom flere Danmarksmesterskaber blev føjet til CV’et. Men i 2000 endte han i et livslimbo. Om sommeren havde han kommenteret sejlsport for TV 2, men da bølgerne havde lagt sig, blev der helt stille. Han havde intet job. Sejlerkarrieren var mere eller mindre sat på hold. Han havde dog en uddannelse som folkeskolelærer i rygsækken, men den tilværelse trak ikke synderligt. Derfor begyndte tankerne at køre: Skulle han nedprioritere sejlsporten og tage et regulært lønmodtagerjob? Men så – ud af det blå – skete noget uventet. “Jeg sidder og ynker og har ondt af mig selv, men så ringer telefonen,” husker Morten Henriksen. I den anden ende af røret var amerikanske John Kostecki, der har vundet 10 verdensmesterskaber i forskellige klasser, fået sølvmedaljer ved OL og sejlet America’s Cup samt Volvo Ocean Race. “Jeg har et job til dig, som du måske vil finde interessant. Kom til Hamborg og lad os tage en snak,” lød det fra John Kostecki. Morten Henriksen fik tilbudt et job som Matchrace-manager, hvor han skulle opstøve talenter i Tyskland med potentialet til at sejle Americas Cup. Det var hans første deciderede professionelle job i sejlsport, hvor han var lønnet og arbejdede fuldtid. Det blev startskuddet til en mangeårig karriere som konsulent, træner, professionel sejler og taktiker for hold i hele verden i mange forskellige bådtyper, som stadig varer ved i dag. Hans hverdag er i dag delt op i to spor: Sejlads på den ene side og arbejdet som erhvervscoach og parterapeut på den anden side.
Folkebåd med familien
Morten Henriksen har et hektisk og privilegeret sejlerliv, hvor han får penge for at rejse verden rundt og konkurrere med nogle af de bedste. Derfor var der muligvis nogle, der undrede sig, da han begyndte at sejle Folkebåd. Han indrømmer dog gerne, at det ikke var en del af nogen større masterplan. “I sommeren 2019 læser jeg tilfældigt, at der er Fynsmesterskaber i Folkebåd i Kerteminde. Lige den weekend har jeg heller ikke nogle planer, og så spørger jeg min kone, som jeg sejlede Snipe med i begyndelsen af 90’erne, om hun ville være med til at sejle, hvis vi kunne låne en båd. Det siger hun ja til, og det gør en af mine voksne døtre også. Det var nye toner, for alle mine børn er endt med at spille tennis i stedet for at sejle,” siger Morten Henriksen. Det lykkedes ham at låne en båd fra Faaborg, og så var familien i gang. De får sejlet nogle sejladser, hvor resultaterne er noget blandede. Men de finder det tilpas sjovt til, at de køber deres egen båd.
Et frirum
Siden har Morten Henriksen kun skruet op for aktiviteterne i Folkebåden. En central årsag er fællesskabet og det sammenhold, han får med sin familie, venner og andre folkebådssejlere. “Det sjove ved at sejle Folkebåd er ikke glæden ved at sejle en båd, der er lynhurtig eller at lykkes med en masse manøvrer, der sidder lige i skabet. Det sjove er at være sammen med mine venner og familie og snakke om sejlads, men også alt muligt andet,” siger han. At sejle Folkebåd giver også Morten Henriksen et tiltrængt frirum. ”I mit arbejde taler jeg fra tidlig morgen til sidst på eftermiddagen med rigtig mange mennesker, som er i en svær periode af deres liv. Man går igennem meget gråd og tænders gnidsel i løbet af dagen, og så er det rart at komme ud og få noget frisk luft,” siger han.
Socialt sammenhold i barndommens bugt
Morten Henriksen oplever, at der er en helt speciel stemning, der omgiver miljøet omkring Folkebåden. En mere afslappet stemning, hvor albuerne er mindre spidse. “Jeg har oplevet andre klasser, hvor man generelt lever i sin egen lille verden. Man spiser kun med sit eget hold og bruger ingen tid med de andre. Det er stik modsat i Folkebådsklassen. Her er det mit indtryk, at det er en stor familie, hvor man bruger tid sammen og hjælper hinanden, og det tiltaler mig,” siger han. Derudover giver det at sejle Folkebåd en anledning til at genopdage Kerteminde Bugt, som Morten Henriksen ellers nær havde glemt. “Folkebåden sender mig tilbage til min barndom. De seneste 10 år har jeg sejlet mere på Biscayne Bay i Miami, end jeg har sejlet i Kerteminde Bugt. Og at komme ud og sejle på Kerteminde Bugt igen og lære den at kende, har været helt fantastisk,” siger han og peger på, at det gode selskab også spiller en rolle. “Det er skønt at sejle med mine gamle sejlervenner. Vi er godt nok alle blevet ældre og gråhårede, men det er de samme gode mennesker. Det har været sjovt at være sammen med dem igen, sidde sammen i klubhuset efter en sejlads, få en pilsner og fortælle røverhistorier,“ siger han.
Kamp om klassemesterskabet
I sommeren 2020 deltog Morten Henriksen i klassemesterskabet i Folkebåd. Det var oprindeligt meningen, at han skulle have sejlet med sine tvillingedøtre og kone, men de sprang over, da der var optræk til meget vind. I stedet sprang gasterne Kasper Helweg-Larsen og Marc Wain til. Og det gjorde de med stor succes. I båden Nefertiti, DEN 1152, udklasserede de konkurrenterne ganske suverænt. Og når det igen bliver sommer og coronarestriktionerne måske tillader at sejle et regulært Danmarksmesterskab, så regner Morten Henriksen med at være med i feltet. Denne gang med tvillingedøtrene og formentligt også en fjerdemand i skikkelse af Marc Wain. “DM er jo klassens største begivenhed, og det er fedt, at alle folkebådssejlere, der kan lide at sejle kapsejlads, kommer. Men det er ikke kun sejladsen. Det handler i lige så høj grad om de mennesker, man møder, og de samtaler, man har over en kold pilsner,“ siger Morten Henriksen.
Beretning fra Silverrudder 2020: Min fynske odyssé
Læs Petra Jørs' beretning om hendes første forsøg på at gennemføre single hand-sejladsen Silverrudder i 2020. Beretningen vandt Englænderpokalen 2021.
Jeg ved, jeg skriver til et publikum, der bærer en lang, spændende og til tider farefuld sejlerkarriere i rygsækken. Derfor kan min spæde og korte karriere til søs nok næppe kaldes en odyssé. Dog vil jeg tillade mig at bruge betegnelsen om mine strabadser rundt om Fyn til den verdensberømte single hand-sejlads Silverrudder.
Først vil jeg fortælle lidt om mit ophav, mit lille hav rundt om Ærø. Dér, hvor alting begyndte engang for 20 år siden. Sejlads er en hobby for mig, som jeg aldrig rigtigt har gjort så meget ved, når man sammenligner med andre sejlsportsfolk rundt omkring i Danmark. Det har, efter min egen bedømmelse, noget med økulturen at gøre. Min familie stammer fra én af Danmarks største maritime miljøer, nemlig Marstal på Ærø. Min ærøske slægt er flere generationer tilbage vokset op med en far til søs. En fraværende sømand, der kom hjem med oplevelser i ærmet. Både død, ulykke, eksotiske krydderier og udstoppede dyr. Ja, havet var overlevelse. Sådan er det heldigvis ikke helt længere, men det tror jeg har præget min tilgang til sejlads, og derfor skylder jeg det et par linjer.
Siden jeg startede min egen fortælling til søs i Optimistjollen, har jeg altid haft en lille iboende frygt for havet plantet i kroppen. Men, som så meget andet, må man gøre det nok gange, udfordre grænser og bruge tid, masser af tid. Det har jeg sat mig for, og derfor valgte jeg, stærkt inspireret af min far, at stille op til Silverrudder i min egen Folkebåd Pegasus, DEN 639, med tanken om at kunne udfordre mig selv, lære båden rigtig godt at kende og nyde mit helt eget selskab. Jeg havde ikke ambitioner om noget som helst andet end i hvert fald at sejle over startlinjen. Så jeg meldte mig til.
I starten af september begyndte jeg at skænke den forestående marathon-sejlads en tanke godt hjulpet på vej af mit kyndige bagland af erfarne sejlere. Jeg indså pludselig, at jeg hverken kunne bruge tid på studier eller arbejde i ugen op til. Jeg måtte gå all-in for at rigge båden ordentligt til inden start.
Nå, men fredag d. 18. september 2020 oprandt. Der var meldt milde vinde og stærk medstrøm ved starten ud for Christiansmindebroen i Svendborgsund. Jeg skulle bare ud i det. Løbet med ’small keelboats’ startede kl. 11.00, og vi skulle østen rundt om Fyn. Så meget vidste jeg.
Jeg kom for sent til starten, men da de fleste både bare lå og drev og valgte de forkerte hjørner ud gennem det smalle løb, kunne jeg virkelig bruge alt det, jeg havde lært om strømmen i Svendborgsund. Jeg kunne i hvert fald holde lidt gang i båden i forhold til de andre. Da jeg rundede sidste bøje lige syd for Thurø, kom der vind. Overraskende nok så meget vind, at jeg løb 4-5 knob. Det lettede. Nu kunne jeg nyde sejladsen med selvstyreren på og masser af herlig proviant i køletasken. Min far kom blæsende forbi i sin 11-meter med flyvesejlene oppe. Det var dejligt at vide, vi var i det ”sammen”.
Vinden skulle dø, så det var bare om at sejle på det, der var. Der skulle stå vind under Fyn, og den ville være agterlig op gennem Storebælt. Det holdt. Jeg bommede et par gang uden de store problemer. Helt oppe ved lavbroen døde vinden dog lidt ud, så der endte jeg med at gå fra kryds til læns og tilbage igen, da jeg kom ud på den anden side af lavbroen. Her havde jeg til gengæld opsnuset, at jeg måtte fange medstrømmen ude i bæltet.
På kryds fungerede min selvstyrer knap så godt, så jeg bandt et stykke snøre til rorpinden, der gik rundt om spillet. Så kunne jeg sidde lidt i læ af alting bag skottet og alligevel styre. Nu var mørket snart ved at falde på, det ville blive koldere, og jeg måtte fokusere på at holde mig varm og mæt. Jeg klædte mig på med uldundertøj, heldragt, lavede te og suppe med varmt vand fra termokanden. Næste farvandsafmærkning var på vestsiden af Romsø. Jeg skulle have lanternerne og pandelampe i gang.
Ved toppen af Fyns Hoved valgte jeg at fortsætte et godt stykke nordpå. Pludselig følte jeg mig virkelig på udebane. Der var trafikruten og mange både omkring mig. Sejlbåde med toplanterner kan være svære at se i mørket…
Der tikkede en besked ind fra min faster, der var på nattevagt: ”Kære Petra, De varmeste tanker og knus til dig derude på havet! Håber alt vel, og det ikke er for koldt for dig!! Det er bare så flot og sejt, at du deltager i sådan et ekstremt foretagende!! Er meget stolt, og alle på skadestuen er orienteret! Kan du nu holde modet oppe derude og husk, bedstefar passer på dig i den stjerneklare nat!”.
Guud ja… Natsejlads er jo noget helt magisk. Det er barndomsminder fra de lange sommerture i vores familiebåd. Det er min gamle bedstefar ved roret med ild i piben. De minder beroligede mig. Nu havde jeg ganske få betænkeligheder ved at sidde dér ved rorpinden alene.
Da alle indtrykkene havde lagt sig, kunne jeg virkelig nyde øjeblikket. Jeg havde udsigt til en ’New York skyline’ af lanterner, stjerneskud på himlen, varme og tid. Tid til at fundere over mange ting, også min søulk af en bedstefar, jeg mistede for et par år siden. Som natten skred frem, kom trætheden, men heldigvis havde jeg mine supporters på land i røret et par gange til at holde mig gående. Snak om vejrudsigter, strømforhold, sejltrim…
Jeg havde forbavsende længe Æbelø i sigte. Endelig, endelig rundede jeg den til bagbord. Dagen gryede, og jeg begyndte for alvor at blive ukoncentreret og træt. Jeg satte mig med rorpindsforlængeren i hånden og blundende. Så snart jeg mistede grebet om rorpindsforlængeren, vågnede jeg. Et godt trick, jeg havde lært.
Ved halvsekstiden var jeg helt ude af stand til at holde mig vågen, følte jeg. Jeg ringede min mor op og sagde: ”Fortæl mig bare noget. Hold mig vågen”. Jeg lå og krydsede inde under Båring Vig. Vinden var døende, og modstrømmen i Lillebælt truede forude. Jeg ringede min far op. Han havde kastet anker ved fem-tiden ved Strib Fyr og berettede om vindstille og stærk modstrøm. Der var opgivende vejrudsigter for det næste døgn.
Jeg måtte lægge en plan. Jeg kunne holde mig oppe ved tanken om, at jeg kun skulle holde ud til Strib Fyr, hvor jeg kunne vække min far. Nu gjaldt det derfor kun de sidste krydsben. Jeg skulle fange den svage vind, der stod, og søge strømlæ ved indsejlingen til Tragten.
Da solen stod op og for alvor slog igennem ved syv-tiden, var jeg flyvende igen. Ny dag, solskin og morgenmad. Jeg havde følelsen af at kunne fortsætte sejladsen i det uendelige. Ved middagstid blev jeg samlet op af min far, der havde givet op. Rundt om hjørnet under Lillebæltsbroen kom en skov af sejl til syne. Det så fuldstændigt umuligt ud at stævne strømmen. Tragten levede op til sit navn, som den så tit gør.
Vi fik manøvreret os op på siden af hinanden, lod sejlede gå og tændte påhængsmotoren. Sikke en lettelse. Jeg havde sejlet 25 timer nonstop siden dagen før. Jeg ringede og meldte mig udgået. Det lykkedes først at komme igennem på telefonlinjen i tredje forsøg. Der var andre end mig, der havde kastet håndklædet i ringen.
Så var det hjem mod Marstal, det vil sige motorsejlads de næste 12 timer. Jeg kunne endelig gå under dæk og få et par timers søvn.
Kun 8% af det samlede deltagerfelt gennemførte Silverrudder 2020. Jeg melder mig klar igen næste år med et endnu stærkere håb om at kunne gennemføre!
Beretningen er bragt i forårsudgaven af FolkebådsNYT 2021.