Den mest livsbekræftende oplevelse i mange, mange år

 

Vi havde tidligere på året Bacchus (F 750) med til Kiel og i den forbindelse havde vi lånt en trailer – men altså alt det arbejde der er forbundet med det synes vi er lige i overkanten og at det også handler om at vi synes det er lidt træls at være totalt afhængig af vores hjælpsomme mænd er der jo nok også noget om, så da vi fik for øre at A´Meta (F 742) ville sejle til DM i Horsens var vi ikke sene til at slutte os til dem.

Vi fyldte Bacchus op med ting og sager der er gode at have i tilfælde at krig og lånte en næsten ny og ubrugt påhængsmotor af Carsten fra Svenger (F 872) og torsdag aften efter pizza i sejlklubben var vi klar til den helt store udflugt. Vejrudsigten lovede meget lidt vind og det fra vest og sydvest – altså lige i snotten, så den side af sagen var lige som det skal være.

Ombord på Bacchus var vi Merete, Trine og Helle og A´Metas besætning bestod af Ole, Kim, Alex og Alex søn Simon. Vi nåede lige ud af Dyrnæs renden lige ved Kignæs havn da vinden døde totalt og det kan godt være at Carstens nye eller meget lidt brugte motor er rigtig god og at fejlen lå fra håndtaget og opad, men starte det´ ville den bare ikke, vi lavede derfor et pitstop i Kulhus havn og fik skiftet maskinen ud med en nyere én af slagsen – vel at mærke én der ville!  Vi landede i Odden havn halv 3 om natten og blev vækket tidligt næste morgen af en frisk havnefoged og efter morgen kaffe og truckervask gik turen videre over Kattegat mod Horsens. Der var stadig ikke meget vind så motoren var virkelig på arbejde, på et tidspunkt derude holdt vi en lille pause og på Bacchus var vi sikre på at vi var ved Samsø men erfarede nu at det var Røsnæs, sådan er der så meget!  Vi bandt bådene sammen, hvilede ørene lidt og i farten bukkede vi begge bådes vindex, men dejligt med en pause var det nu.

Da vi nåede sydspidsen af Samsø så det ud til at der var lidt vind men allerede inden vi havde fået hevet sejlene op var den død igen og det var først omkring Endelave at det lykkedes os at sejle for sejl 1 time eller 2.

Vi havde egentlig planlagt at overnatte i Snaptun men da vi sejlede forbi erfarede vi at der var havnefest og da vi jo ikke er til fest og farver, besluttede vi at sejle det sidste stykke helt til Horsens hvor vi landede halv 12 fredag aften.

Selve sejlturen til Horsens gik altså stille og roligt og vel egentlig som planlagt, men at være vidne til Simons debut som sejler det var virkelig noget der rykkede.

Simon er 9 år gammel og er mongol med fuld fart på. Os der ikke kender Simon rigtig godt har svært ved at forstå hvad han siger, det er mere noget med en masse lyde – men tonefald og stemmeleje sagde mere end ord havde kunnet. Vi var ikke nået ret langt da vi forstod at Simon råbte både Helle og Merete, også´ kan det nok være at der blev vinket og hujet. At vinke blev en kunst vi mestrede til fulde da vi endelig nåede frem – for vinket ombord det blev der dælme.  

Det var meget stort for Simon da A´meta overhalede os, han råbte og skreg af glæde og strålede som en lille sol og der var ingen tvivl om at Simon virkelig nød at være på tur med drengene, han fik lov til at udfolde sig for fuld udblæsning og havde bla. travlt med at binde alle fald, skøder og diverse på kryds og tværs af båden, selv gennem bælte stropperne på A´metas besætning. Det at Simons gode ven Kim også var ombord gjorde ikke turen ringere, Simon gik meget op i at han skulle sove sammen med Kim som endda fik lov at låne sovedyret Pippi. Det kan godt være at det var irriterende med den morgen friske havnefoged der vækkede os tidligt i Odden havn, men det var meget, meget svært ikke bare at blive i super godt morgen humør da vi stak vores søvndrukne hoveder op af kahytten, for der´ stod Simon i al sin pragt og strålede i sit nattøj og blev så´ glad for at se os igen. På hele turen både så og hørte vi Simon råbe af glæde og når han styrede var vi ikke i tvivl for båden drejede rundt, Simon grinede så det var en fryd og vi kunne høre ham langt fra. At se den lille, smukke, søde og charmerende dreng med et smil helt op til ørene er en oplevelse vi på bacchus vil leve højt på i rigtig lang tid og at turen også var en rigtig stor oplevelse for Simon det står slet ikke til at diskutere. Vi var faktisk meget misundelige os´ på Bacchus over at vi ikke havde ham med ombord for det var virkelig forrygende og meget, meget livsbekræftende.

Det kan godt være at vi piger kapsejladsmæssigt ikke klarede os godt, det overhovedet at komme rundt er stort for os, men vi er hundrede procent sikre på at vi ville vinde hvis en konkurrence gjaldt den største og mest livsbekræftende oplevelse i rigtig mange år - for den fik vi på turen til Horsens.

Simon sluttede af i Horsens havn med at farmand købte ham en ny redningsvest og vi piger tænkte bare at juhuu så skal han med en anden gang og Simon: Det var en gave at være sammen med dig og du skal vide at der altid er en plads på Bacchus til dig,.

 

Helle Bacchus F-750

 

PS: Sejlturen til sjælland gik over Samsø, hvor vi overnattede i en rimelig overfyldt havn og turen fra Samsø til Jægerspris gjorde vi på 10 timer for der var rigeligt med vind og gode bølger så med godt slæk på skøderne surfede vi hjem, en god ting ikke at ha´ brug for motoren.