Generalforsamling 2006

25. februar 2006 i Sundby Sejlforening.

 


Formanden bød velkommen til generalforsamlingen og bad medlemmerne rejse sig og minde følgende afdøde sejlkammerater:

Thorkild Lind – Middelfart

Chresten Kold – Kerteminde

Hans Madsen – Haderslev

 

a. valg af dirigent

Bestyrelsen foreslog Klaus Petersen som dirigent, og der var ikke andre forslag.

 

Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var varslet i henhold til vedtægterne og konstaterede at den var beslutningsdygtig.

 

b. formandens beretning

Der blev på sidste års generalforsamling pålagt bestyrelsen, at nedsætte et udvalg, der skulle arbejde frem til et forslag på en anvendelig alumast. Udvalgets arbejde bliver et selvstændigt punkt på dagsordenen.

 

Der er løbende over året blevet afholdt et antal bestyrelsesmøder. De sager, der har krævet mest tid ved vores møder, er regler for ranglisten, det fremsatte forslag fra bestyrelsen om alumasten, fordeling af stævner og deres placering, så der bliver en jævn fordeling rundt i landet.

 

DM i Lynæs blev et stævne, der var velafviklet såvel på land som på vandet. Der var lagt et kæmpe arbejde i dette stævne fra Lynæs Sejlklubs side. Der er her som så mange andre steder problemer med at få frigivet så mange ledige pladser, som vi skal anvende til et så stort stævne. Jeg anser ikke de problemer større i Lynæs end andre steder, men vi er måske ikke så tolerante, som vi selv mener. Der var lidt muggen i krogene over at alle ikke kunne få en pæleplads, men det løste sig uden de store problemer.  Festmiddagen blev afholdt med overrækkelse af præmier og dans.

Jeg kan kun beklage, at ikke alle, der skulle modtage præmier, var til stede under denne højtidelighed. Vi har derfor i bestyrelsen diskuteret om festmiddagen skal afløses af en fest aftenen før og så en præmieoverrækkelse kort efter sidste sejlads.

Tak Lynæs for et godt arrangement og en fin kontakt til vejrguderne.

 

Der kom desværre et meget ubehageligt indlæg på vores hjemmeside om de præmier, der blev uddelt i Lynæs. Jeg kan kun beklage, at dette anonyme indlæg blev lagt på hjemmesiden af et medlem af Dansk Folkebådsklub. Vi er i bestyrelsens altid åben for en debat om alt, hvad der vedkommer klubben, men vi forlanger at man står frem med navn. Det er ikke et indlæg, der hjælper bestyrelsen med at finde arrangører til vores stævner.

 

Internationalt har danske folkebådssejlere igen taget en fin andel af præmierne.

Der har været lidt kritik af banelederne ved Guldpokal i Malmø og det er altid uheldigt når det ikke fungere på banen. Vi kan kun fra bestyrelsens side forsøge at påvirke arrangørerne med forslag til baneledere.

 

Det er interessant at følge klassen over en årrække. Der er rundt i landet mange sejlklubber, hvor det går tilbage for folkebådssejlere og andre hvor der pludselig skyder en stor flåde op.

 

Arbejdet i NFIA er i en rolig periode. Det kan skyldes, at der ikke er mulighed for de store regel ændringer. Det er vedtaget, at det kun kan ske hvert fjerde år.

 

Der er, som en udløber af sejlmålingen ved GP i Tyskland, uarbejdet en ny måleskabelon til fokken.

Der er fra svensk side kommet et ønske om, at vi begynder at finde nye materialer til sejldugen. De regner med, at det i fremtiden bliver dyrere at fortsætte med den dug vi har i dag.

Også fra svensk side er der rejst en debat omkring de ror der er fremstillet i Danmark. Om de overholder regel 1.11, det er derfor blevet pålagt teknisk komite at præcisere mål på roret,  så reglerne bliver overholdt.

Ranglisten er har fungeret i to år. Jeg tror kun det skyldes det arbejde en del af bestyrelsen lægger i denne opgave. Jeg har konstateret, at vores ide med at overrække præmierne på bådudstilling, nu er overtaget af andre klasse. Der er som tidligere nævnt ændret på reglerne i år. Vi må også forvente en justering af regler efter sæson 2006, men vi nærmer os de endelige regler for ranglisten. Ranglisten fungere kun fordi vi møder stor opbakning blandt vores sponsorer – en stor tak til dem.

 

Det er fortsat bestyrelsens opfattelse, at vi skal gøres en indsats for bredden,  så alt arbejde ikke bliver anvendt på klasseregler og kapsejlads. Vi har derfor efterlyst medlemmer på vores hjemmeside og i klub bladet. Medlemmer der kunne komme med forslag og ideer, og som ville deltage i arbejdet med at etablere noget for andre en kapsejlerne.. Denne opfordring har desværre ikke givet noget respons.

Aabenraa Sejlklub tog et initiativ i forbindelse med Sønderjysk Mesterskab 2005. Første  sejladsdag blev brugt til at trimme både, og dette arrangement var alle meget glade for. Også tursejlere kunne have glæde af dette, sådanne trim dage har bestyrelsens opbakning.

 

Folkebådsnyt har fået et løft, redaktøren ville gerne have farver på. Da det også var et ønske fra vores annoncører blev dette vedtaget og det seneste blad er et bevis på dette arbejde.

 

Hjemmesiden har også fået et fint løft. Begge de herrer der styrer de to medier ønsker sig fortsat en lind strøm af materiale at arbejde med.

 

Beretningen blev godkendt.

 

c. Årsregnskabet fremlægges til godkendelse

Regnskabet var fremlagt og kassereren kommenterede nogle poster.

Tryksager på godt 88.000 indeholder de 30.000, der er hensat til Årbogen 2006.

Vi har i år afskrevet 1.000,- kr på mærkerne. De kommende år har vi valgt at afskrive med et større beløb, så de bliver afskrevet over 2 år.

Internetafgifte indeholder et abonnement til redaktøren/kassereren på ca. 400,- kr. og resten bliver faktureret i forhold til de besøg, der er på vores hjemmeside.

 

Regnskabet blev godkendt – se senere i bladet.

 

d. fastlæggelse af kontingent

Kontingentet foreslås uændret 325,- kr.

Kassereren forklarede kort, hvorfor der kun blev opkrævet 300,- kr. i 2005, selv om der var vedtaget en kontingentforhøjelse.

I år er der udsendt en opkrævning på 325,- kr. til de fleste. Men enkelte har kun fået en opkrævning på 300,- kr. I april opkræver vi så de resterende 25,- kr.

Kontingentet blev vedtaget

 

e. indkomne forslag.

Der var kun kommet et forslag fra bestyrelsen.

Bestyrelsen foreslår at vedtægternes § 4 ændres fra nuværende ordlyd:

 

Optagelse af medlemmer:

Sejlere, der ønsker at være medlem af klubben, skal være medlem af en af D.S. anerkendt sejlklub. For at være deltager i kapsejlads med klasseløb for Nordiske Folkebåde, skal bådejeren være medlem af Dansk Folkebådsklub.

Kontingentet fastsættes af hvert års generalforsamling.

Det årlige kontingent andrager pr. 1. januar 2004 kr. 300,- pro persona.

 

Til kommende ordlyd:

 

Optagelse af medlemmer:

Sejlere, der ønsker at være medlem af klubben, skal være medlem af en af D.S. anerkendt sejlklub. For at være deltager i kapsejlads med klasseløb for Nordiske Folkebåde, skal bådejeren være medlem af Dansk Folkebådsklub.

Kontingentet fastsættes af hvert års generalforsamling.

 

Forslaget blev vedtaget.

 

g. valg af øvrig bestyrelse

Kasserer Anna-Lise Damm modtager ikke genvalg.

Bestyrelsen foreslår Gitte Guldberg fra Kolding Sejlklub.

Gitte blev valgt

Bent Nielsen modtager genvalg

Brian Frisendahl modtager genvalg

Begge blev valgt

 

 

h. valg af suppleant til bestyrelsen

John Lund Ålborg modtager genvalg.

John blev valgt

 

i. valg af revisorer

Formanden begrundede valget af nye revisorer med det praktiske i at de bor i nærheden af den nye kasserer.

Vagn Olsen Kolding og

Helmuth Schwartz Faaborg

Begge blev valgt

 

j. masteudvalget

Udvalgets arbejde over året er foregået via samtaler ved stævner eller via E-mails og afsluttet med et møde den 22.02.06 i Odense.

 

Følgende punkter er opsat til det videre arbejde, hvis vi her på generalforsamlingen får opbakning.

 

Regel 6.2 tilføjes en minimum sektionsvægt på ca. 3 kg/m, den endelige vægt er ikke  fastlagt, fordi vi ønsker et tættere samarbejde med mastefabrikanter, så vi får et indtryk af, hvilke værktøjer der findes på markedet.

 

Regel 6.2.1, 6.2.2  og 6.2.4 erstattes af en ny tegning der fastsætter et minimum og maksimums profil ved de tre målemærker.  Det er for at give fabrikanterne mulighed for at anvende bestående værktøjer.

 

Regel 6.2.3 ændres til, masten skal tilspidses fra minimum 5500 mm til maksimum 7000 mm over målemærke et. Denne ændring vil gøre det billigere at fremstille master. Det er udvalgets opfattelse at denne ændring ikke afviger fra  reglen om, at masten fortsat ligner den originale mast.

Regel 6.2.6 og 6.2.7  fjernes. (Indvendige fald bliver tilladt og udbøjningsregler fjernes)

 

NFIA skal godkende fabrikanter. Det giver en hvis sikkerhed for et ensartet produkt, og det vil også være med til at sikre køberne en garanti for, at der ikke kommer ”hjemmelavede” master på markedet.

 

Målsætning for år 2.

 

Vi tager kontakt til de fabrikanter, der er interesseret i denne udvikling og vi skal  samarbejde med de tyske folkebådssejlere om at få et antal master på vandet i 2007.

 

DEBAT:

 

Søren Bredal mente, at vi skal huske at have sejlmagerne med i udviklingen.

 

Formanden – vi skal have møde i NFIA i marts for at få de andre lande med. Hvis det lykkes at få lavet et par master, som kan komme ud at sejle i 2007

 

Per Jørgensen – En udfordring er, at en alu-rig bliver lettere. Hvor ligger tyngdepunktet? Hvis det kommer til at ligge højere, kan det eventuelt kompensere for vægten.

 

Bestyrelsen blev opfordret til at lægge tingene ud på nettet, så medlemmerne kan følge udviklingen.

Det vil formanden gerne, og vi skal undgå, at der kommer ting ud, der kan misforstås.

 

Testmasterne skal ”vandre” for eksempel på både, der repræsenterer bredden.

 

Både med testmaster kan deltage i nationale stævner, men ikke i DM og Guldpokal.

 

Kjeld mente, at producenterne skal godkendes, da det efterfølgende vil være vanskeligt at måle profilerne.

 

I orienteringen nævnte formanden at sektionsvægten skal være ca. 3kg/m. Når vi finder den rigtige mast skal vi arbejde med en konkret sektionsvægt.

 

k. Eventuelt

Jægerspris sejlerne spurgte til måling af roret.


Kjeld fortalte, at nogle ror var bleven målt under Guldpokal i Malmø – blandt andet 826.

En svensk professor havde beregnet, at det giver et løft  i agterenden på  10kp. Det svarer til at rykke besætningen 10 cm fremad.

 

Teknisk komite i NFIA skal til den 25. mart lave et oplæg på en max tykkelse.

I tegningen er roret 35 mm og der er ikke nogen max/min tykkelse. Men i reglerne er der sneget en minimum ind.

 

Efter en kort debat om glasfiberror og deres tykkelse - som er omkring 45 mm, pegede Kjeld på, at glasfiberror skal være støbt i godkendte forme. Der er ikke godkendt nogen form til at støbe glasfiberror, så i princippet findes ikke glasfiberror i klassen.

 

Per Jørgensen spurgte om det bliver en ny regel fra 2009 eller om det bliver en fortolkning af de nuværende regler?

Per har en tykkere rorprofil, men det er ikke opdriften, som er vigtig, men i stedet mener han at profilen giver et bedre ror.

Måske skal man se på, hvad roret er bygget af.

 

Kjeld mente, at det er frustrerende, at producenterne ikke følger klassereglerne og følte, at folkebådsklubberne har været for vattet over for producenterne.

 

Punktet blev afsluttet uden en konklusion.

 

Dirigenten konstaterede at der ikke var flere punkter og afsluttede generalforsamlingen ved at give ordet til formanden.

 

Formanden takkede dirigenter og bad forsamlingen udbringe tre leve for dansk Folkebådsklub.

 

 

Per Damm

Referent

 

 

 

 

 

Ejgil V. Jensen

Formand

 

 

 

Bent Nielsen

 

 

 

Heines Nielsen

 

 

 

Finn Hartvig

 

 

 

Gitte Guldberg