Folkebåden
er Danmarks største kapsejladsklasse og den sværeste at vinde i: Hvem løber med
sejren i Danmarks største rangliste i 2006?
Finalesejladserne foregår i weekenden den 9. – 10.
september 2006 tre steder i landet – samtidig!
En lang sæson er ved at være slut i Danmarks største kapsejladsklasse. I Folkebåden kan man sejle kapsejlads hver weekend et eller andet sted i Danmark eller tæt på i Sverige og Tyskland.
Men nu nærmer sæsonens afslutning sig.
De danske folkebådssejlere har (næsten) ryddet præmiebordet alle steder. Det er faktisk kun i årets udgave af Kieler Woche, at en tysker snød de mange dygtige danske bud på sejren – ellers er det kun danskere, der har stået øverst ved mesterskaberne.
Men endnu mangler klassen at finde årets Ranglistemester. Det er en prestigefyldt titel, som der kæmpes hårdt om gennem hele sæsonen. Men nu skal det være: I weekenden den 9. – 10. september 2006 sejles der samtidig ranglistestævner i Århus, Thisted og på Amager. Alle 3 steder kommer der ca. 15 sejlere og dyster om sejren.
12 stævner i sæsonen 2006 tæller med til Ranglisten heraf bl.a. DM, Guldpokal og Sønderjysk mesterskab. Ca. 95 både har deltaget med over 325 sejlere.
Ranglistemesteren skal således både være dygtig men også flittig og stille op mange steder i landet for at hive den samlede ranglistesejr hjem. Man kan ikke vinde uden at være i top i de store stævner - og man kan heller ikke vinde uden at stille op i de lokale stævner rundt omkring. Det giver bredden muligheden for at møde eliten i de lokale stævner – og det løfter bredden og dermed klassen på kort og lang sigt. Og aldrig har konkurrencen været hårdere i klassen. Før sidste sejlads til DM kunne de første 10 både hive en DM titel hjem – det er aldrig set før.
Hvem kan så vinde Ranglisten 2006: Favoritter til at genvinde titlen er Bdr. Jørgensen og Kristian Hansen fra Kolding, der senest deltog i Kignæs Åben i Jægerspris, hvor de efter en dom for sort flag alligevel formåede at sejle en 3. plads hjem blandt 21 både. Men to både hiver dem i haserne og begge stiller op enten i Århus Festuge eller til Amager Cup: Heines Nielsen fra Kolding og Carsten Enger fra Jægerspris kan begge med topplaceringer ende i top, hvis alt flasker sig.
Spørgsmålet er: hvem deltager i hvilke stævner den 9. – 10. september, hvor deltager der fleste både (man får 20 point hvis man vinder et stævne med 20 deltagere), hvem tør møde hvem? Nr. 1. og 2 fra DM kommer til Amager Cup – tør de andre møde dem? Kommer Hovmark til Thisted stævnet, og bliver det blæsevejr? Hvor får man lettest mange point? Kommer den førende båd til start eller bliver han hjemme og krydser fingre?
Vi kender svaret på næste søndag.
God vind til alle danske folkebådssejlere og nyd resten af sæsonen.
Husk vi holder præmieoverrækkelse i forbindelse med bådudstillingen i Fredericia. Kom og klap af vinderne af de mange præmier, som vores sponsorer igen i år har bakket klassen op med.
Følg med i Folkebådsklassens udvikling på www.folkebaad.dk.
Med sejlerhilsen
Bestyrelsen for Dansk Folkebådsklub
Vinderne af Ranglisten 2005 – Koldingsejlerne Bdr. Jørgensen og Kristian Hansen i DEN 871 Joker.
